Riddersønnens grav

Brydebjerg Krumsø

Godsted Kirke

Riddersønnens grav

 

Altertavlen er en kopi af A. Dorphs maleri af Jesus hos Martha og Maria, hvor Maria sidder ved hans fødder og lytter til hans ord, mens Martha er gnaven over at måtte stå alene med alt husarbejdet.

I koret finder man en gammel gravsten, der tidligere har ligget i kirkens gulv. Stenen er slidt, og indskriften er næsten væk, men det er lykkedes at tyde, at stenen dækkede Niels, der var søn af ridder Henrik Anker. Niels døde i 1339.

Døbefonten er i granit, og dåbsfadet er et gammelt fad, der nok har hængt på væggen i en rigmands hjem. Motivet er jagt med springende enhjørninge og løbende hunde og ræve. Men i fadets bund dukker et kristent motiv op, nemlig Jesus, der døbes af Johannes Døberen, mens Himlen åbnes, og Gud Fader viser sig med rigsæblet i hånden og velsigner, mens en due daler ned over dem.

Prædikestolen er træskærerarbejde fra det 17. århundrede.